Forlaget Sturm & Drang

Forunderlige Fortællinger 

Johann Ludwig Tieck (1773-1853) er en lysende stjerne i perlerækken af store tyske forfattere. Han er ophav til et omfangsrigt og mangfoldigt forfatterskab, og han regnes for at være en af de mest interessante repræsentanter for romantikken. I denne periode blomstrede litteraturen og åndslivet i Tyskland. Dette skyldtes især en af Tiecks samtidige, Johann Wolfgang von Goethe (1779-1832) og dennes store popularitet. Men det er også Tiecks fortjeneste. Han nød bred anerkendelse for sit store fortælletalent.

Denne bog præsenterer Tieck gennem 5 fortællinger. Nogle af dem blev oversat til dansk, kort efter de udkom i Tyskland. De foreligger her nyoversat. Andre er oversat for første gang. De viser alle forskellige sider af Tiecks imponerende sproglige virtuositet og hans sprudlende, ofte humoristiske evne til at fortælle.

Det er håbet med denne udgivelse at vise, at selvom vi lever i en moderne tid og mere end halvandet århundrede adskiller os fra Tieck, så har hans forfatterskab meget at byde på for den, der søger refleksion og perspektiv på egen tilværelse. For eksistens er universel, og når det kommer til de store spørgsmål, som den giver anledning til, da er der ingen, der er bedre at være i selskab med, end de store forfattere, herunder Tieck.


Seerskernes Spejl

Tre gøglere strander i det lille fyrstedømme Bärenwald i en afkrog af det kurpfalziske område i 1400-tallets Tysk-romerske Rige. Blandt andet på grund af et gammelt sagn om et magisk spejl, der tilhørte en æt af seersker, bliver de hvirvlet ind i en bitter strid mellem to fyrster. Snart tager begivenhederne fart, et bryllup spiller en central rolle, og både krig og oprør truer. Da de to fyrsters arvinger, Adelheid og Wilhelm, forelsker sig i hinanden, kommer begivenhederne ud af kontrol. Med gøglernes hjælp styrer de direkte mod den uundgåelige katastrofe.

Seerskernes Spejl er en tragedie i klassisk forstand. Den henter sin inspiration i en tradition, der trækker dybe spor ned gennem vores kultur, helt tilbage til oprindelsen i det antikke. Lige siden dengang har mennesket spejlet sig i `det tragiske´. I tragedien møder vi fortællingen om det vilkår, vi alle er underlagte. Om den skæbne, som vi alle bærer. Tragedien giver stemme til alt det, der for det meste forbliver skjult i en tid, hvor vi hylder individualismen og friheden, men som ikke desto mindre spiller en afgørende rolle i vor tilværelse.